Giftige planter for alpakaer – det bør enhver dyreholder kende

Hvorfor forgiftninger sker trods instinktet

En sund, mæt alpaka med nok at vælge imellem på marken rører de fleste giftplanter ikke. Det bliver kritisk i tre situationer: For det første om foråret, når den glubende appetit på alt grønt tager over efter en lang tid i stalden. For det andet ved foderknaphed – overgræssede arealer eller for små folde tvinger dyrene til også at æde det, de ellers ville undgå. Og for det tredje i høet: Tørrede planter mister deres bitre smag, deres form kan næsten ikke genkendes i høballen, men giftstofferne bevares – hos nogle planter endda i koncentreret form.

Dertil kommer den lange hals: Alpakaer kan nå længere ud over hegnet, end mange dyreholdere tror. Planter i haver og hække på den anden side af foldens grænse hører derfor med i risikovurderingen.

De fem vigtigste giftige planter i overblik

1. Taks (Taxus baccata)

Taks regnes for den farligste plante for næsten alle græssende dyr. Det virksomme stof er alkaloidet taxin, som findes i nåle, bark, ved og frø – kun den røde frugtkappe omkring frøet er ugiftig. Allerede en lille mængde nåle (få gram) kan dræbe en voksen alpaka i løbet af få minutter. Det lumske: Taks er en meget almindelig hække- og kirkegårdsplante, hvis afklip let havner over hegnet eller bliver smidt af naboer som tilsyneladende harmløst haveaffald.

Symptomerne kommer ofte så pludseligt, at der ikke er nogen chance for behandling: svaghed, rysten, kollaps, hjertestop. Der findes ingen virksom modgift. Den vigtigste forebyggelse: ingen taks inden for dyrenes rækkevidde – heller ikke bag hegnet.

2. Eng-brandbæger (Senecio jacobaea)

Eng-brandbæger, også kaldet engbrandbæger eller jakobs-brandbæger, er en af de farligste engplanter i Centraleuropa. Dens pyrrolizidinalkaloider giver kroniske, uoprettelige leverskader. I modsætning til akutte gifte viser følgerne sig ofte først måneder efter indtagelsen – men så er de hyppigt dødelige, og på det tidspunkt kan den oprindelige kilde for længst ikke spores længere.

Den friske plante undgås som regel af alpakaer – den bitre smag advarer dem. Tørret mister planten dog denne beskyttelsesmekanisme næsten helt: I høet bliver den ikke længere genkendt og bliver ædt med. Det gør høets oprindelse til det afgørende spørgsmål. Høenge bør tjekkes for bestande før hver slåning, og når man køber hø, kan det betale sig at spørge specifikt efter enge uden eng-brandbæger. På egen mark hjælper det at stikke planterne op konsekvent før blomstringen (juni til august) – slåning alene er ikke nok, fordi planten skyder igen.

3. Ranunkel (Ranunculus-arter)

Ranunkelarter – bedst kendt er bidende ranunkel og krybende ranunkel – vokser på næsten enhver fugtig mark. De indeholder protoanemonin, som irriterer slimhinderne og giver mave-tarm-problemer. Den akutte giftighed er markant lavere end ved taks eller høsttidløs, men ved store forekomster eller foderknaphed kan dyrene alligevel blive ramt. I høet bliver planten ufarlig: Protoanemonin nedbrydes, når planten tørrer.

Ranunkel er tegn på overgødede eller for våde voksesteder. Vil man bekæmpe den på marken, skal man tage fat i voksestedet – altså sørge for bedre dræning og afbalanceret gødskning – og ikke forsøge at fjerne planterne enkeltvis.

4. Rododendron og azaleaer

Rododendron og azaleaer indeholder grayanotoksiner, der angriber hjerte, kredsløb og nervesystem. Allerede nogle få blade kan give kraftige symptomer: øget savlen, opkastning – sjælden hos drøvtyggere og lige så atypisk hos alpakaer – kolik, rysten, svaghed, åndedrætsbesvær, hjerterytmeforstyrrelser.

Planten står sjældent på selve marken, men så meget desto oftere i haverne ved siden af. Hækafklip fra naboen er en typisk kilde til forgiftning. Her hjælper oplysning af naboerne mere end noget hegn: Holder man alpakaer, bør man aktivt fortælle, at have- og hækafklip ikke må smides over hegnet.

5. Høsttidløs (Colchicum autumnale)

Høsttidløs indeholder alkaloidet colchicin, en af de stærkeste plantegifte overhovedet – og der findes ingen modgift. Ligesom eng-brandbæger undgår alpakaer som regel også høsttidløs, når den er frisk. I høet er den dog næsten umulig at genkende, og colchicinet forbliver fuldstændig stabilt, når planten tørrer.

Symptomerne kommer forsinket – som regel 6 til 48 timer efter indtagelsen: blodig diarré, savlen, svaghed, kredsløbssvigt. Forløbet er ofte dødeligt. På angrebne enge bør planterne fjernes konsekvent før høhøsten; helt at undgå hø fra sådanne enge er den sikreste løsning.

Andre planter, der absolut skal undgås

Ud over de fem planter, der er præsenteret her, er der flere, som bør stå på enhver dyreholders tjekliste. Blandt pryd- og hækplanter er det især oleander, guldregn, laurbærkirsebær, thuja, livstræ, stormhat og benved – mange af dem virker i akut dødelige mængder allerede med få blade. Fra den hjemlige flora kommer ørnebregne, robinie, tørstetræ, bittersød natskygge og skarntyde til, og i haver og potteplanter desuden bittermandel, pigæble og hvid nyserod.

Også agern og egeblade er problematiske i større mængder – garvesyrerne i dem skader nyrer og mave-tarm-kanal. Unge dyr reagerer mere følsomt end voksne.

Symptomer på forgiftning

Symptomerne på forgiftning er meget forskellige alt efter planten, men nogle tegn bør altid få alarmklokkerne til at ringe: øget savlen og smasken, pludselig sløvhed og manglende ædelyst, koliksymptomer (lægger sig ofte ned, rejser sig, strækker sig), diarré – især blodig – rysten, kramper, slingrende gang, åndenød eller forhøjet puls. Ved akutte forgiftninger kan der også indtræde pludselig død uden synligt varsel – typisk for eksempel ved taks.

Forebyggelse: det, der har vist sig at virke i hverdagen

Den vigtigste foranstaltning er en grundig gennemgang af alle folde én gang om året – helst sidst på foråret, hvor de fleste planter kan identificeres. Her vurderes hegnet fra begge sider: hvad vokser indenfor, og hvad rækker ind udefra. Man bør kende sine høkilder; køber man hø, kan det betale sig at spørge direkte efter eng-brandbæger og høsttidløs, ideelt set med en gennemgang af høengen før slåningen.

Afgræsningsstyringen spiller en indirekte, men vigtig rolle: Et tilstrækkeligt stort areal med god tilvækst mindsker risikoen betydeligt, fordi dyrene ikke tyer til giftige planter af sult. Rotation og eftersåning er med til at holde forholdet mellem foderplanter og giftplanter gunstigt.

Endelig hører oplysning af naboerne med til de faste opgaver: Have- og hækafklip er den hyppigste forgiftningsårsag, der kan undgås. En venlig snak, når man starter med dyrene, forhindrer de fleste uheld.

Kilder og yderligere information

En fuldstændig oversigt over alle relevante planter findes i den specialiserede faglitteratur, for eksempel bogen »Alpakas und Lamas – Giftpflanzen, die Neuweltkameliden nicht fressen dürfen« (Lama-Nativo Verlag). Online er databaserne fra Botanikus.de og Global Toxic Plant Database fra Open Sanctuary Project nyttige. Plantebestandene varierer dog betydeligt fra egn til egn – en fagkyndig gennemgang af ens egen mark kan ingen liste erstatte.