Hvor intelligente er alpakaer? Det viser kognitionsforskning og træning

De vigtigste studier i overblik

Har du travlt, finder du hovedresultaterne her. Derefter går jeg i dybden med træning, håndtering og spørgsmålet om terapi.

Hvor intelligente er alpakaer? Omvejstesten giver et svar

A-not-B-testen er en klassiker i kognitionsforskningen. Et dyr lærer først at nå et mål ad en bestemt omvej. Flyttes målet derefter synligt til et nyt sted, falder mange dyr tilbage i gamle mønstre og fortsætter først ad den indøvede vej. Det kalder man en perseverationsfejl, at holde fast i det vante, selv om den aktuelle information taler imod.

I en test med 51 alpakaer skete netop det ikke. Ikke et eneste dyr viste en perseverationsfejl, mens hunde, heste, æsler og muldyr i den samme forsøgsopstilling markant oftere bliver hængende i den gamle rute. For spørgsmålet om, hvor intelligente alpakaer egentlig er, er det et stærkt signal: Dyrene tilpasser hurtigt deres adfærd til ny information i stedet for stædigt at holde fast i det vante. Det er netop det, adfærdsforskningen beskriver som god impulskontrol.

Lamaer lærer af andre: ved at iagttage

Om dyr lærer af andre blot ved at se på dem, er et af de mest spændende spørgsmål i adfærdsforskningen. Hos lamaer er netop det blevet testet: 30 dyr fik en omvejsopgave, fordelt på tre grupper. Den første gruppe så først et menneske løse opgaven, den anden en artsfælle, og den tredje fik slet ingen demonstration.

Resultatet var tydeligt. Efter menneskets demonstration løste 7 ud af 10 lamaer opgaven, efter demonstrationen fra en artsfælle 6 ud af 10. Helt uden demonstration klarede kun 2 ud af 10 det. Observationslæring fungerer altså hos lamaer ad begge kanaler, fra mennesket lige så vel som fra artsfællen. For lamaers intelligens er det et af de klareste beviser, der er undersøgt indtil nu.

Hvordan alpakaer genkender hinanden: stemmen

Alpakaer kommunikerer meget med en lav summen, den såkaldte hum. Bioakustiske analyser viser, at denne summen bærer individuelle signaturer, hvert dyr lyder en smule anderledes for trænede ører og for algoritmer. En klassifikator, der udelukkende analyserede lyddata, placerede kaldene korrekt hos det rigtige dyr i 71 procent af tilfældene.

Alpakaer kan altså sandsynligvis genkende hinanden på stemmen, også uden at kunne se hinanden. For flokken er det ikke en bagatel, men et tegn på et langt rigere socialt system, end dyrenes rolige fremtoning umiddelbart lader ane.

Hvert dyr har sin egen personlighed

Holder man flere alpakaer, opdager man hurtigt, at der er de nysgerrige og de tilbageholdende, de afslappede og de sky. Det er ikke indbildning. I en test med 44 alpakaer viste der sig stabile, individuelle forskelle i adfærden. Hunnerne var i gennemsnit mere reaktive end hannerne, og 67 procent af dyrene viste kun lille ophidselse ved en kort adskillelse fra flokken.

I praksis betyder det: En træningsmetode, der virker med det samme hos ét dyr, kan tage langt længere tid hos et andet, uanset alder eller erfaring. Alpakaers adfærd kan ikke skæres over én kam.

Træning af alpakaer: blidhed frem for magt

Alpakaer og lamaer er flugtdyr, der holder afstand, ikke født til at blive kælet med. Allerede små, uvante bevægelser eller lyde får dem til at holde afstand, og med metoder, der egentlig er udviklet til hunde eller heste, lærer de kun langsomt og modvilligt. De bryder sig især ikke om at blive rørt ved hovedet, ved næsebor, øjne og ører, og ved benene, fordi det netop er de kropsdele, der sikrer deres mulighed for at flygte.

God træning efterligner snarere kommunikationen i flokken, hvor rangspørgsmål afklares med halskampe eller spyt, ikke med rå magt. Fem grundsten regnes her for bærende:

• Opmærksomhed
• Tillid
• Respekt
• Klarhed
• Konsekvens

Godbidder giver man bevidst afkald på. Fodring fra hånden bringer rangordenen i uorden og kan endda forstærke spyttendensen. Der er også et gunstigt tidsvindue: I den sidste tredjedel af det første leveår, når ungdyrene løsriver sig fra moderen, lærer de særlig let, og det er praktisk nok også den sædvanlige salgsalder. Udnytter man det vindue, når man ofte målet med en overskuelig indsats: En grunduddannelse kan klares på omkring tre timer, fordelt over flere dage. Lamaer regnes generelt for lidt lettere at træne end alpakaer, fordi de gennem årtusinder er blevet selekteret for et roligere væsen. Vokser alpakaer op sammen med lamaer, lærer de mærkbart hurtigere, hvad der forventes af dem.

Hver træningssession bør ende positivt. Lykkes en øvelse ikke, går man hellere et skridt tilbage og slutter af med noget, dyret allerede mestrer sikkert, og man slipper først, når det er synligt afslappet. Med kropsholdningen kan man styre meget: Står man i skulderhøjde til venstre for dyret, får en let drejning mod venstre det til at gå frem, en drejning mod højre til at vige tilbage. Forkert påsætning af grime, for eksempel et greb om øret eller at flere personer holder dyret fast med magt, kan derimod efterlade varige skader, som også senere ejere må slås med.

Klikkertræning og catch pen

At blid træning faktisk virker, viser et studie, der sammenlignede træningsmetoder med lavt pres direkte med den daglige håndtering. Dyr, der var trænet med ikke-aversive metoder fra TTeam/Camelidynamics-systemet, var derefter markant lettere at føre. Omvendt hang en negativ grundholdning hos dyreholderen, altså utålmodighed eller frustration i omgangen med dyrene, sammen med mere spyt, spark og bid.

Camelidynamics-systemet, som Marty McGee Bennett har udviklet, satser bevidst på samarbejde frem for fastholdelse: balance, vægtstangsvirkning og valgmuligheder erstatter rå magt. En lille, overskuelig indfangningsfold, catch pen, sænker desuden stressen. Med klikkertræning af alpakaer går man et skridt videre: Dyrene lærer at gå frivilligt ind i området, fordi de forbinder det med noget positivt, i stedet for at blive drevet derind.

Håndtering, der målbart sparer stress

Nogle rutiner kan ikke undgås, men de kan udføres på forskellige måder. Den årlige klipning udløser for eksempel dokumenteret stress, målbart på en stigning i stresshormonet kortisol i spyt og gødning. Hvordan dyret holdes fast, gør en forskel: At fiksere et dyr stående er mindre stressende end at lægge det ned eller anbringe det på et vippebord.

I hverdagen betyder det: Metoden tæller næsten lige så meget som hyppigheden. Satser man ved håndteringen på ro, valgmuligheder og lidt tvang, sænker man den akutte stress og gør dyret mere samarbejdsvilligt næste gang.

Alpakaer som terapidyr: hvad studierne faktisk kan bære

Næppe noget emne forbindes så ofte med alpakaer som dyreassisteret terapi, og billeder af alpakabesøg på plejehjem eller i skoler cirkulerer tilsvarende ofte. Det videnskabelige grundlag er dog tyndt. I bund og grund findes der i det væsentlige et enkelt ældre, fagfællebedømt studie, der hos børn med autisme iagttog mere sprogbrug og mere social interaktion under kontakten med alpakaerne. Solide data om kortisol eller på lang sigt, som kunne underbygge en egentlig terapeutisk effekt hos kamelider, mangler indtil videre stort set.

Dertil kommer, at ikke alle dyr egner sig til arbejdet. Erfaringer fra praksis, som må betragtes som anekdotiske, taler om kun omkring én ud af 15 lamaer og én ud af 75 alpakaer med den nødvendige selvtillid og ro til kontakt med fremmede mennesker i uvante situationer. Vil man bruge alpakaer til terapeutiske eller pædagogiske formål, bør man gøre det med realistiske forventninger og med viden om, at forskningen her stadig er i sin vorden.